Prædikener

Vi er ét legeme

Temaet for prædiken i dag er: Vi er et legeme, derfor skal vi tilgive hinanden

Det vil jeg gøre ved tegne 3 billeder for os i dag.

Det er 3 forskellige billeder: En bibeltekst om kroppen, en Lulav buket, og en forsker i social videnskabs kerneopdagelse. 2 tekster og en buket, forskellige, alligevel hænger de sammen.

Vi skal starte med at se det første billede, ved at læse dagens tekst fra 1. Kor. 12, 12-20: ”For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke. Et legeme består heller ikke kun af én del, men af mange. Siger foden: »Jeg er ikke hånd, altså hører jeg ikke til legemet,« er den dog alligevel en del af legemet, og siger øret: »Jeg er ikke øje, altså hører jeg ikke til legemet,« er det dog ligefuldt en del af legemet. Var hele legemet øje, hvad blev der så af hørelsen? Og var det hele hørelse, hvad blev der så af lugtesansen? Gud har nu engang givet hver enkelt del dens plads på legemet, som han ville det. Hvis det hele kun var én legemsdel, hvad blev der så af legemet? Men nu er der mange lemmer, men ét legeme."

Et legeme er en enhed, selvom det er forskellige lemmer. Det ved du, hvis du er blevet stukket af en hveps, eller hvis du har ondt i en tand, selvom det kun er en lille legemsdel der lider, så gør det ondt i hele kroppen og det bliver ikke rigtig godt at være til, før smerten er væk. Din krop er én.

Sådan som kroppen er et, med mange forskellig artet lemmer, sådan er Guds kirke på jord et, selv om vi er meget forskellige medlemmer. Vi er alle døbt med én ånd til at være et legeme, siger Paulus. Det er uanset hvilken baggrund vi har, når vi er døbt med den samme ånd, tilhører vi det samme legeme; Guds kirke, Jesu brud.

Hvad betyder det konkret? Hvis én med lærernådegaven siger til én med den profetiske ånds nådegave; du hører ikke med til legemet, er det menneske med den profetiske ånds gave, dog alligevel en vigtig del af legemet, og kan ikke undværes.

Eller hvis en introvert person i menigheden siger: ”jeg er altså ikke ligeså direkte som du, jeg er mere genert, og indadvendt derfor er der nok ikke plads til mig i legemet”, eller: ”jeg er mere til stille bøn, og sidde ned under lovsangen, og nu står præsten med begge hænder løftet, er der så plads til mig i legemet?” Ja, så er du ligeså vigtig en del af legemet … .

De forskellige lemmer på vores krop er meget forskellige, men vi kan ikke undvære et af dem, så er vi på den, hvis vi mangler en fod, eller en hånd. Lige så konkret dette er, lige så konkret er det, at du ikke kan undværes i legemet og du skal finde din plads og funktion i legemet. Hvis du er kaldet til at være lærer, skal du fungere som lærer, dvs. tilbyde undervisning. Hvis du er kaldet til profet skal du fungere som profet, dvs. tilbyde din profetiske røst ind i menigheds medlemmernes liv.

I forbindelse med jødernes løvhyttefest her i efterårsferien, fik jeg fat i en Lulav-buket. Som I kan se består buketten af 3 forskellige grene og en citruslignende frugt. For jøderne symboliserer denne buket, en enhed i Guds ejendomsfolk, trods de forskellige slags mennesker de består af. Citrusfrugten har en skøn duft og smager godt, den repræsenterer dem der både kender skrifternes, biblens ord og lever kærligheden ud i praktiske gerninger. Palmegrenen dufter ikke, men bærer velsmagende frugt og den repræsentere dem der kender skrifterne, men ikke har nogen gerninger. Myrtegrenen dufter vidunderligt, men har ingen frugt, den repræsenterer dem der lever kærlighedsgerninger ud, uden at kende til dybderne i Guds ord. Pilegrenen har hverken duft eller frugt, den repræsentere de dårligste i Guds folk, de har hverken kendskab til skrifterne eller gør kærlighedens gerninger. Herren siger at alle disse forskellige mennesker er Hans folk, selv de dårligste og derfor kan og bør folket sone hinandens synder. Ved på den måde at handle som et folk, vil Herren blive lovprist.

Lulav-bukettens betydning har betydet meget for os derhjemme i efterårsferien. Det er givende ikke kun at få billeder fra tekster, men konkret en buket, du kan se, mærke, dufte. Dens budskab om, at vi trods forskelligheder er et, har talt til os gennem de sidste 3 uger.

At vi kan og bør sone hinandens synder fordi vi er et folk, understreges gang på gang i Jesu undervisning i NT og ligger som en rød tråd igennem hele kristendommes forståelse, vi er et folk, vi er mere end én til én relation med Gud, vi er brødre og søstre og Gud, det hænger sammen. Jesus siger at hvis du siger du elsker Gud, men ikke elsker din bror, som du har set, kan det ikke være sandt at du elsker Gud, som du ikke har set. ”Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse.” (Lukas 6, 37)

Johannes lærer os at: ”Hvis vi vandre i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden og Jesu hans søns blod, renser os fra al synd” (1. Joh. 1,7.)

Hvilket føre os over til det 3 og sidste billede, jeg vil bruge i dag og det var forskeren i social videnskabs kerneopdagelse, som jeg nævnte fra begyndelsen. Han hedder Joseph Grenny og jeg hørte hans undervisning på den lederskabskonference, 8 af os fra kirken her i weekenden har deltaget i.

Hans forskning viser, at vi som mennesker tror på en løgn; at sandhed og venskab ikke kan forenes. Vi tror at hvis vi er sande, kan vi ikke være venner, og da vi har brug for venner, brug for at være en del af et fællesskab, går vi heller på kompromis med sandheden, for at bevare venskabet, eller vi undertrykker sandheden så længe at det kommer til et voldsomt udbrud, når vi først for den sagt, og vi skubber mennesker fra os, i stedet for nærmere os. Det behøver ikke være sådan siger han.

Vi skal lære at håndtere den svære, afgørende samtale, så den i stedet for en afgrund bliver til en sti.  

Hans forskning viser;  at lærer vi at håndtere følsomme emner, interne uenigheder, som for øvrigt meget naturligt opstår, når vi er i gang med at leve det meningsfulde liv, Jesus har kaldet os til, kan afgørende samtaler, altså samtaler hvor vi på forhånd ved at vi ser forskelligt på en sag, og at sagens natur er følsomt, fører til en uddybelse af venskabet, en øget tillid og kærlighed til hinanden. Det behøver ikke føre til brud.

3 billeder: Vi er et legeme, en hånd og en fod er meget forskellige, men har brug for hinanden, vi er forskellige steder i vores vandring imod Gud, som Lulav buketten symboliserer, vi kan godt være både sande og venner på samme tid.

”Når vi, som Kristi legeme vandre i lyset, er vi kaldet til at aflægge mørkets gerninger: Læg derfor løgnen bort og tal sandhed med hinanden, for vi er hinandens lemmer. Bliv blot vrede, men synd ikke. Lad ikke solen gå ned over jeres vrede, og giv ikke plads for Djævelen. Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal tværtimod slide i det og selv frembringe noget godt med sine hænder, så han har noget at give af til den, der har behov for det. Intet råddent ord må udgå af jeres mund, kun et godt ord til nødvendig opbyggelse, så det kan blive til velsignelse for dem, der hører det. Vold ikke Guds hellige ånd sorg, den som I blev beseglet med indtil forløsningens dag. Al forbitrelse og hidsighed og vrede og råb og spot skal ligge jer fjernt, ja, al ondskab; men vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.” (Efeserbrevet 4, 25 – 32.)

Amen

Penthouse med indsigt og udsigt

Det er manges drøm at få råd til at købe en af tidens eksklusive Penthouse-lejligheder med garanti for byens bedste udsigt.

For apostlen Peter gik drømmen i opfyldelse, da Jesus tog ham og to andre disciple med op på et højt bjerg. Peter fortæller om det i sit andet brev, kapitel 1, vers 17-18, hvor han siger:

”Han tog os med op på det hellige bjerg, hvor vi så den ære og herlighed, som Gud fader gav ham. Vi hørte den almægtige Guds røst, der lød fra Himlen: Det er min elskede Søn. Ham er jeg fuldt tilfreds med”. (Bibelen på hverdagsdansk).

Når du læser om hele begivenheden i Mattæus evangeliet, kapitel 17 vers 1-13 opdager du, at sådan som Gud selv var tilfreds, var Peter også fuldt ud tilfreds med boligfremvisningen på bjerget. Han havde den største lyst til at blive i højden i samværet med Jesus, som gav ham en udsigt for fremtiden og en indsigt i Guds herlighed, som han aldrig havde haft, og som han næsten ikke kunne slippe.

Jeg forstår ham.

Det var nemlig en langt bedre oplevelse end den, Jesus havde præsenteret disciplene for 6 dage tidligere, hvor han havde fortalt, at han skulle lide meget ondt og slås ihjel. Det havde skurret så meget i Peters ører, at han gik i rette med Jesus.

Efter den nedtur blev turen på bjerget en tur med pil opad. Det blev et ophold i en himmelsk drømmebolig. Sammen med de andre disciple fik han et syn af en anden verden.

Foran dem bades Jesus i himmelsk herlighed og lys. Han forvandles, så hans ansigt lyser som solen, og hans påklædning bliver blændende hvid.

Hvad sker der?

Jo, jeg tror, disciplene så, hvad de før havde tvivlet på – at Jesus ER Guds søn. Han var altså ikke kun én af Maria og Josefs sønner fra tømrerværkstedet i Nazaret.

I et guddommeligt forvandlende lys synliggøres: Jesus er Guds søn!

Og ikke nok med det.  I samme lys dukker 2 andre personer op, som havde levet flere hundrede år tidligere, hvor det mærkelige er, at Peter genkender de afdøde som Moses og Elias.

Er det ikke besynderligt? Nogle vil sikkert tænke: Mon der er genfærd eller spøgelser i huset på toppen af bjerget?

Det mærkelige er, at selv om de to ikke havde været set i flere hundrede år, genkender Peter dem, som var det hans afdøde naboer eller nærmeste familie, han selv havde boet i hus med.

For Peter er det hele så betagende, at han foreslår Jesus: ”Skal vi ikke bygge nogle hytter, så vi alle sammen kan bo sammen med dig her på bjerget”.

Det er virkelig en Penthouse-bolig med en indsigt og udsigt, som Peter aldrig havde stiftet bekendtskab med, og som han hellere end gerne ville beholde som sit hjem.

Spørgsmålet er:

Hvordan kan det gå til, at afdøde og levende uden videre taler med hinanden?

Hvordan kan afdøde genkendes og oven i købet tiltales med de navne, som de havde i levende live? Hvordan kan det gå til?

Noget af svaret har flere forsøgt at give i bøger og TV, hvor vi hører om uforklarlige nærdødsoplevelser.

Det gjorde indtryk på mig, da jeg for nogen tid siden hørte en blindfødt kvinde fortælle, at hun efter en bilulykke fik hjertestop - og, hvor hun i samme øjeblik ser, at hun forlader sin krop, således at hun kan følge genoplivningen af sig selv.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg personlig føler mig tiltrukket af den slags oplysninger, ligesom jeg er meget betaget af det, som Peter fortæller os fra sin oplevelse på bjerget sammen med Jesus.

Vi har det nemlig som Peter. Vi er nysgerrige, og bliver let optaget af det som Gud lader ske på den anden side af livets grænse. Bare vi ser et glimt af fremtiden her og nu, vil vi gerne have en fuld forklaring på, hvad det hele drejer sig om. 

Men den forklaring giver Jesus os imidlertid ikke. I stedet giver Jesus os en forklarelse. En forklarelse, der kalder mere på vores undren end vores fulde forståelse af livet, som Gud giver os bag død og grav i troen på Jesus Kristus.

Det var jo det, der skete på bjerget.

I et forvandlende lys falder Peter og de andre disciple sammen i dyb respekt og tilbedelse af Jesus.

Jeg ved ikke, hvor længe de blev liggende, men jeg tror, at de nød glimtet af det hellige lys, lyttede til samtalen mellem Jesus, Moses og Elias og lyttede godt efter, da Gud selv sagde: Dette er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag – hør ham.

Jeg har fuld forståelse for, at de hellere end gerne var blevet der.

I ”Penthouse-boligen” på bjerget oplevede Peter og disciplene en enestående samhørighed med Jesus. I Ham bliver Gud synliggjort. Den indsigt og udsigt, som det giver os, kan både Gud og vi mennesker være fuldt ud tilfredse med.

Amen

 

Engletælling

Julen 2012

Tekst: Luk 2. 1 – 21

Tema: Engletælling

 

I den sidste tid har jeg tænkt rigtig meget på engle og set dem enkelte gange i mit liv.

Da jeg læste juleevangeliet helt for mig selv hjemme på kontoret, fik jeg pludselig lyst til at holde engletælling. 

Dvs. at sådan som Maria og Josef blev talt med i Betlehem under folketællingen, foretog jeg lige en hurtig engletælling. Det var ganske spændende.

Jeg talte først efter i Juleevangeliet. Her nævnes de 5 gange sammen med en himmelsk hærskare af slagsen, som vi ikke kan tælle med.

Derefter tænkte jeg: Hvor mange gange nævnes de i hele Bibelen?

Svaret er i Bibelen på PC:

Englene:       20

Englen:         61

Engle:           70

Engel:         170

i alt             321

Og så kunne jeg ikke lade være med at Google de samme ord på min PC.

Selv om ordene bruges i helt andre sammenhænge, er det tankevækkende, at Google oplyser de samme ord 221.998.000 gange.

Det er ganske enestående.

Jeg er dog ikke sikker på, at ham, jeg mødte for 12 år siden på Grønland, tæller med blandt millionerne. Han kom der pludselig en dag, hvor vi var på vej ud til menighedens hytte uden for Illulisat.

Vore grønlandske værter, Kerstin og Bjarne, viste vej på snescooteren, dvs. det var Mie og Kerstin, som kørte scooteren. Ægtefællerne var placeret på slæden bagefter med mad og alt godt, som vi skulle nyde under opholdet i ødemarken. 

Vi var næsten fremme, da blæsten tog fat, og det begyndte at sne meget tæt, men vi skulle bare lige over en tilfrosset fjord, som lå i en dal lidt længere fremme.

Pludselig så vi en hundeslæde i snestormen komme imod os i et andet spor.  Den gjorde holdt, og en person stod af og råbte til os gennem stormen. 

Vi forstod ikke, hvad han sagde: Men vore venner forstod hans grønlandske dialekt og fortalte: Han siger, at vi skal vende om.

Da vi kom hjem, hørte vi på lokalradioen, at isen var brudt op, – så hvis vi bare havde kørt eet lille stykke længere, var vi endt i det kolde dyb og aldrig kommet hjem.

Jeg spurgte Bjarne: Hvem var manden? Kendte I ham?

Svaret var: Vi har aldrig set ham. Vi kender ham ikke.

Ingen af os var i tvivl om, at Gud havde givet os englevagt midt i stormen og uvejret.

Derfor, hvis du spørger mig, så er svaret: Jeg tror på englevagt.

Nogle gange kan vi se dem helt konkret, men de fleste gange tæller vi dem ikke med. Vi skænker dem ikke en tanke. De er der bare.

Og sådan var det også en aften i Birkebjergkirken under gospelkorets øvelse i efteråret.

Da vi afsluttede aftenen med at synge velsignelsen til hinanden, fortalte en af deltagerne, Lone, som har givet mig tilladelse til at genfortælle følgende: 

En gang i mellem får jeg lov til at se engle, og mens vi sang: ”Wee shall overcome” – så jeg, at der stod en hær af engle i venstre side af kirken. 

Først blev vi helt stille i koret, men så brød vi ud i spontan klapsalve og glæde! 

Englene er Guds sendebud. De er hans ambassadører, som repræsenterer ham i denne verden, hvor de blander sig med os i hele livet.

Det var det, som Jesus selv oplevede.

Da han, som Guds søn blev født som et menneske, blev han omgivet af engle fra krybbe til grav.

I Bibelen fortælles:

Det var englen, som fortalte forældrene, at Maria var gravid ved Helligåndens kraft, og 9 måneder efter var englene igen på banen uden for stalden i Betlehem.

Og, - det var også englene, som beskyttede barnet og forældrene, da de blev forfulgt af Herodes på vejen til Egypten. 

Senere, når Jesus fristes af Djævelen i ørkenen, og senere lider i Getsemane og ser døden i øjnene, kom engle og sørgede for ham med trøst og omsorg. Få dage efter svigter de ikke, da Jesus opstår af graven Påskemorgen.

Sidst hører vi, hvordan englene var sammen med Jesus, da han fór hjem til sin far igen, hvor to mænd i hvide klæder fortalte:

”Den Jesus, som blev taget fra jer op til himmelen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til himmelen.”

Derfor er mit budskab: Følger du Jesus, så følger englene med og møder dig og mig i et særligt lys, som stråler af Guds kærlighed.

Derfor møder englene os med Guds fred og velbehag, hvor vi får mod og lyst til at finde barnet i krybben og tilbede ham som Herre og frelser i vore liv.

Lad os derfor bede med salmedigteren Emmy Köhler:

”I hvert et hjerte trist og mørkt

send du din stråle blid

en stråle med Guds kærlighed

i denne juletid.”

 

Amen

 

Ørnestatus

I Birkebjerg gospelkor i Næstved synger vi følgende bøn:

“When I feel the spirit moving

Moving in my soul

I want to let go,

let you take control

And lift me up

That’s why I´m singing:

 

Let me fly

Way up high

Let me soar

On wings like the eagle

On Your holy spirit”

 

En oversættelse til dansk kan være:

” Når jeg mærker Ånden bevæge sig.

Bevæge sig i min sjæl.

Ønsker jeg at give slip

- lade DIG tage kontrollen

og løfte mig op.

Det er derfor jeg synger:

 

Lad mig flyve

Højt, højt oppe.

Lad mig svæve

på vinger, ligesom ørnen.

På din Helligånd.”

Sangen er skrevet af Hans Christian Jochimsen,  hvor han sætter ord på de gode nyheder om Guds nærvær og styrke, når vi mennesker mister kontrollen og overblikket.

Bønnen blev meget aktuel for os lige før pinse,  hvor jeg nød morgenkaffen sammen med min kone.  Fra vores køkkenvindue kan vi følge ænderne, gæssene, svanerne  og alle andre fugle,  som kommer på deres vej og træk hen over himlen.

Men den morgen så jeg pludselig noget,  som jeg aldrig havde set.

Jeg så en ørn!  Sikkert én af dem der har slået sig ned ved Gavnø slot få hundrede meter fra vores hus.  Ørnen svævede rundt og rundt og rundt med sit mægtige vingefang,

 

Ved morgenbordet talte vi om den mægtige fugl, som hvilede i luften,  og straks

blev bønnen formuleret i mit hjerte, som vi synger i Birkebjerg gospelkor:

Gud, lad mig flyve som en ørn.  Giv mig ørnestatus.

Det var den særlige status Gud gav sit folk på vejen hjem fra fangenskabet i Ægypten, hvor Moses siger i 5. Mosebog kapitel 32 og vers 11: 

” Som en ørn, der vækker sit kuld op, og flyver frem og tilbage over sine unger,

bredte han sine vinger ud, tog det op, og bar det på sine vinger”

Det er samme Gud der kommer til os.

Vi genkender det fra Pinsemorgen, hvor Helligåndens komme omtales og fejres af  disciplene og hele Guds kirke på jorden i Apostlenes gerninger kapitel 2.

De som før lignede en flok forskræmte høns fyldes med en ny kraft, som giver dem en  ørnestatus  med indblik og overblik over livet og fremtiden.

Det fortæller mig,  - at når vi mennesker fristes til at spærre os selv inde i vores egen lille hønsegård af frygt for,  at vi ikke kan slå til i livet og verden omkring os,  så har vi en bønhørende Gud,  der i sin Ånd vil/kan løfte os, så vi forenes med ham og alle hans i hele verden.

 

Leo Hansen

Guds håndtryk

Tekst. Johs. 3: 1-15.

For en tid siden skulle jeg forberede en prædiken til en gospelgudstjeneste. Dagens tekst handlede om Nikodemus, som besøger Jesus om natten.  I samme øjeblik som jeg satte mig til tastaturet ved computeren begyndte jeg pludselig at nynne en gammel gospelmelodi: Herre kær tag min hånd. Jeg slog den op i salmebogen bare for at synge den for mig selv:

”Herre kær tag min hånd
led mig frem ved din Ånd,
i mig selv er jeg træt og svag.
Gennem storm, gennem nat
mod dit lys led mig frem
Tag min hånd, kære herre, led mig hjem”

 Det var længe siden, jeg havde haft den på læben, men den smagte rigtig godt  og mættede min sjæl den morgen. Af bare nysgerrighed googlede jeg derefter salmen på den engelske tekst, som jeg huskede: Preciouse lord take my hand

Og helt ærlig – jeg var ved af falde af stolen. Salmen havde 2. 550.000 henvisninger, og hvis jeg ville kunne jeg høre den af både Elvis, Mahalia Jackson, Agnetha Frankling, B. B. King og mange andre. Prøv selv, hvis du har adgang til Internettet.

De gode ord og den inderlige melodi giver os en varm oplevelse af Guds håndtryk.

Vi har det nemlig som Nikodemus, der i sin længsel efter Gud opsøgte Jesus midt om natten.

Nu tror jeg ikke, at det er så mange, som giver hinanden håndtryk på det tidspunkt af døgnet. Heller ikke når det er Gud, vi rækker hånden ud til.

Og så alligevel kan det jo være, at nogen af os ser det som en stor mulighed, for så kan vi jo bare række Gud hånden i den kendte danske blufærdighed, mens alle andre sover sin trygge søvn.

Jeg tror derfor, at den løsning passer os danskere mindst lige så godt som Nikodemus.

Jeg spurgte en gang en pige under en samtale:  Hvornår beder du til Gud?

Pigen svarede: Når jeg kommer i seng, så trækker jeg dynen op over hovedet , for så er jeg sikker på at mine forældre og mine søskende ikke ser og hører det.

Jeg glemmer aldrig pigens svar. Dels fordi hun var bundærlig omkring sin religiøse blufærdighed,  men også i sit behov af at få lov til at trykke Gud i hånden i sit liv.

Vi erfarer jo igen og igen håndtrykkets værdi. Med et varmt og fast håndtryk giver hinanden en oplevelse af  anerkendelse, taknemlighed, modtagelse og  respekt.  Det er rigtig dejligt. 

Hvad er det modsatte?  Det er vel, at modtage en slatten hånd, som ikke vil tage fat og bare glider ud af hånden på os. Og det værste håndtryk må være, når vedkommende du hilser på samtidigt vender ansigtet bort. Det føles helt forkert, fordi vi får en klam oplevelse af, at vi slet ikke bliver taget  alvorlig.   

Heldigvis får Nikodemus ikke den modtagelse af Jesus. Tvært imod. 

Det skulle ikke forbavse mig at den skriftlærde Nikodemus i samme øjeblik tænkte på, hvad Gud siger i Esajas 49.16: ” Se, i min hænder har jeg tegnet dig!”

Vi hører nemlig Jesu siger:

”Det er kun hvis et menneske bliver født igen, at det kan komme ind i Guds rige.

Og det var netop, hvad Nikodemus ville tale med Jesus om. 

Hvordan sker det? Det ville den kloge farisæer gerne have et klart svar på – lige som vi gerne vil.

Heldigvis giver Jesus giver sig rigtig god tid, når han svarer:

”Det er kun hvis et menneske bliver født af både vand og ånd, at det kan komme ind i Guds rige.  ”

 

Altså, - sådan som vi fødes ud af fostervandet, som vi har varmet os ved i 9 måneder i mors mave, sådan er det også med Guds ånd - ud af den og i kraft af den fødes vi som Guds børn.

Jesus siger hermed meget forklarende, at når vi kommer ind i Guds rige sker det i kraft af  et fødselsunder. 

Han siger:  ”Du kan ikke se, hvor Ånden kommer fra, og du kan ikke se, hvor Ånden går hen – den er som vinden, der blæser, hvor hen den vi. Men du hører dens susen. SÅDAN er det også, når Guds Ånd giver et menneske åndeligt liv” ( Bibelen på hverdags dansk)

Jeg tror, at Nikodemus tyggede på alt det, Jesus sagde om vand og Ånd, ligesom vi gør det, når vi gentager for os selv :

- at sådan som fostervandet er den livgivende kraft i den fysiske fødsel er Guds Ånd den livgivende kraft, når vi bliver født ind i Guds rige.

Nu er jeg helt sikker på at nogen af mine læsere tænker: Jamen,  er det ikke det der sker, når vi bliver døbt?

Mit svar er : - at, sådan vil du høre mange præster udlægge dette kendte afsnit i Bibelen

Jeg tror, det er vigtigt, at vi i Guds kirke må erkende, at vi lige her kommer frem til forskellige udlægninger af Bibelen i de forskellige kirker.

 

Men for os alle er det ikke anderledes end det var for Israelitterne, hvor de blev angrebet af giftslanger. Læs gerne 4. Mos. 21. 4-9. som Jesus henviser til.

Da slangerne overfaldt dem i ørkenen,  og tog livet af alle de kunne, så læser vi ikke nogen steder,  at Gud siger til Moses:  Find selv ud af det, få alle stammer i hele folket til at komme med en modgift og løsning på, hvordan de kommer slangerne til livs, - og når de har gjort det, så skal jeg nok afgøre, hvem der har den bedste opskrift.

Sådan blev det ikke. Guds ske lov! Gud tog slangeangrebet i sin egen hånd, og sagde til Moses: Lav en slange af kobber. Sæt den på en stang. Og alle som ser hen på den vil redde livet…..

Det er samme svar Jesus giver os i alle stammer (læs: nationer/ menigheder/kirker) i  2011:

” Som Moses løftede kobberslangen – sådan skal menneskesønnen  løftes op, så enhver, der ser hen til ham og tror på ham, vil få evigt liv”

Gud slår ikke hånden af dig og mig, eller noget menneske.

I troen på Jesus Kristus giver Gud os sit frelsende håndtryk, hvor han i sin nåde forvandler og fastholder os med et nyt og evigt liv.

Derfor er det godt at bede:

Herre kær tag min hånd

– led mig frem ved din Ånd!

"På den røde løber"

Jesus siger: ”Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmerige …”

I Matt. 8, vers 1 – 13 ruller Jesus den store røde løber ud til festen i Guds rige.

 Vi kender billedet fra sofaen, når vi følger de kongelige, regenter, kunstnere og andre, som deltager i store offentlige fester. Fra øst og vest bliver alle budt velkommen til festen, der skal fejres.

 Det er præcis det billede, Jesus giver os af festen, der venter i Himmeriget.

 I sit liv, død og opstandelse igangsætter Jesus en bevægelse, som skaber et mylder af folk mod Himlen.

 Velkomstkomitéen er Abraham, Isak og Jakob. Alle glæder sig, når Jesus præsenter den enkelte ved navn ind for Faderen, som helt sikkert byder den enkelte velkommen til festen, som venter.

 Kan du se mylderet:

-    Gule og brune og sorte og røde og alle andre nuancer derimellem

-    Kejsere, konger, kunstnere og avisbude

-    Grevinder og glædespiger

-    Dronninger: Margrethe den første – og den anden og hende fra Saba

-    Direktører og kloakarbejdere

-    Pædagoger og præster af begge køn

-    En milliard hær af husmødre, kontorister, rengøringsdamer, håndværkere og degne

-    Og nogle politikere, der ikke længere skal sælge sig selv og deres meninger for et antal stemmer

-    Efterlønnerne og pensionisterne – og ikke mindst børnene

Det bliver et mylder, når hele denne brogede flok samles omkring bordene i Himmeriget.

 Noget i den retning læste jeg forleden en kollega betegne, nemlig alt det, som er blevet igangsat af Jesus straks efter hans fødsel.

Derfor benævner mange kirker prædiketeksterne først på året som ”Søndagene efter Helligtrekonger” – og én af dem er Matt. 8, 1-13.

For hvem er det, som kan glæde sig over kongebarnet, som bliver født i krybben i Betlehem?

Meget aktuelt kan vi spørge:

Hvem glæder sig over den kongelige tvillingefødsel forleden?

Er det kun de kongelige forældre og bedsteforældre?

Svaret er: Det er tydeligt, at hele den kongelige familie ønsker at dele glæden med os alle i hele landet – ja, selv uden for landets grænser.

De første ved krybben i Betlehem var de tre vise og farverige mænd fra Øst. De var mystikere og stjernetydere, men da de havde tilbedt Jesus som deres nye konge, begyndte de en ny livsvandring.

Fra Vest kommer en farverig romersk officer på den røde løber. I Matt. 8 præsenteres han som en hedning, fordi han kom fra landet, der guddommeliggjorde kejseren i Rom. Hans tilstedeværelse var ikke velset – for alle vidste, at han kun var der for at få sine soldater til at holde Jesus og hans folk i skak.

Men i hans liv møder Jesus en så overbevisende desperat tro, at han udpeger den til at være den største i landet.

Det er vel netop den tro, vi helst vil have allesammen.

Jesus betegner officerens tro, som han gør, fordi han kan se, at sådan som officeren ikke kan undvære sin elskede syge tjener derhjemme, sådan kan han heller ikke undvære den nåde, kærlighed og kraft, som Jesus møder ham og tjeneren med.

Pludselig går det op for Jesus, at ham, som alle frygtede på grund af strenge ordrer – han bøjer sig i lydighed og respekt ydmygt for Jesus og siger: Sig bare eet ord, så vil min tjener blive helbredt.

Det er en meget stor tro – i officerens liv.  Han havde valgt at tilbede en ny Gud frem for den gamle med bopæl i Rom.

Når den beslutning træffes, så sker der noget stort i dit og mit liv. Jesus Kristus bliver den Herre og Gud, som vi ønsker at tilbede og adlyde. Bare eet ord fra ham er afgørende.

I Birkebjergkirken afholder vi kunstudstillinger. Ferniseringen sker hver gang efter en gudstjeneste, og det er altid spændende at høre og se lokale kunstnere præsentere sine billeder.

Det er nemlig med kunst som med troen.  Begge fremtræder i meget forskellige farver. Nogen gange er det lyse og forsigtige farver, og andre gange er det mørke og stærke farver. Hvad der i grunden skaber de lyse og mørke sider i troen og i den enkeltes liv, kan vi kun selv søge at finde svaret på.

Det er tydeligt, at vi finder mange farverige personer på den røde løber til himlen. Og alligevel er der også helt andre personligheder, som vi ikke skal glemme.

Vi finder f.eks. den spedalske i den modsatte ende af den sociale rangstige, hvor han inderligt beder: Herre hvis du vil, kan du gøre mig rask?

Han er i virkeligheden uønsket og udstødt af alle på grund af sin urenhed. Hvad skulle han der, når han var dømt til at bo i en af hulerne uden for byen?

Svaret må være, at han blev berørt af Jesus.

Det var en broget buket af mennesker, som Jesus valgte at binde til sig selv og Guds rige i troens mange farver og nuancer.

Nogen gange hører vi en særlig forsigtighed i troen – som Jesus er meget opmærksom på.

F.eks. som hos den spedalske her, der siger: Herre hvis du vil … kan du gøre mig rask … Hvis du vil …  

Kan du høre, at det som vi betragter som tro, det kan være så usikkert og famlende, at troen får tvivlens ”hvis” som sin følgesvend, når vi henvender os til Jesus.

Men det er ikke et problem for ham. Din og min usikkerhed får ikke Jesus til at holde sig tilbage. Tværtimod, så ser vi, at han også giver sin glæde og sin overflod til de stille og usikre. Ja, nogen gange giver Jesus det samme til dem, der slet ikke kan få sig til at sige noget som helst – men bare rækker ud efter ham.

Derfor holder jeg så meget af Jens Rosendals salme ”Troen er ikke en klippe”, hvor vi synger i vers 2:

 Troen er ikke det sikre

midt i en verden af fald.

Tro er at være til stede

høre, når nogen har kaldt.

Må jeg til slut spørge:

Hvis troen kunne males,  hvilke former og nuancer skulle så præge den spedalskes usikre og famlende tro?

Og hvilke farver og former vil vi vælge til den desperate og stærke tro hos officeren?

Det kunne være spændende at afprøve i en gudstjeneste!

Jeg mener nemlig, at vi i lydighed mod Jesus må gøre plads til både den forsigtige tro og til tyrkertroen, der råber i sin afmagt og desperation.

Som i andre kunstværker er det meget vigtigt, at vi i vore liv lader den store kunstner føre penslen, så både form og farver bliver, som han har tænkt.

Troen er nemlig ikke en bestemt stil eller stilart.

Troen er heller ikke en bestemt adfærdsform, mønster eller færdighed.

Troen er betroelse, hvor vi hos Jesus betror vore liv til Gud ind til den dag, vi skal gå på den røde løber ind til festen i Guds rige.

Deltagelsen kan kun forhindres af os selv.

Amen

Meditativ prædiken.

Bægerets sidste dråber

 

”Jesus!

– tak,  at du indbyder os til Nadver den sidste aften før din død på korset.

Her er vi sammen med dig for at tømme bægeret til sidste dråbe. Dråben, som er mere end selve dråben.

Ved nadverbordet synger vi lovsange. Vi beder,  og vi læser ordene om brød og vin, som fortæller os om fællesskabet med dig i din lidelse og død.

Vi bryder brødet og spiser, hvor efter vi velsigner bægeret og drikker.

Det var netop i det øjeblik, at du sidste gang ved Nadveren fangede min inderste opmærksomhed.

Da jeg tømte bægeret fangede mit blik den allersidste dråbe, som blev tilbage på bunden af bægeret.

I den dybe røde farve så jeg mere end selve dråben . Jeg så to, som fulgtes ad!

Jesus – jeg er dog flov over at sige det, men netop det syn vækkede mig.  Jeg var blevet fristet. Jeg havde svigtet dig som disciplene, da de faldt i søvn under din bøn i Getsemane have.

Men jeg  genkendte dig straks, da jeg vågnede og så, hvordan du bad for os.

Tak at du vækkede mig!  

I bægerets sidste dråbe opdagede jeg, at af de to som fulgtes ad, var du den ene.

Det som overraskede mig var at genkende den person, som du fulgtes med.

Det var ikke englen, som trøstede dig i bønnekampen i haven. Det kunne jeg dog godt få indtryk af ud fra det jeg læser i Bibelen.

I dråbens spejlbillede så jeg i stedet, at det var mig, som du valgte at dele livet med i.  Det overrasker mig.

Det var sikkert derfor, du blev så bange, at dine dråber af sved blev forvandlet til dråber af blod.  

Frem for englene valgte du at slå følge med mennesker.  Også med mig.

Jesus !

– derfor vil jeg sige dig tak for bægerets sidste dråbe og alle andre dråber, som du i  din kærlighed møder os med.

Det er dråber fra evigheden, hvor vi spejler os sammen med dig i syndernes forladelse til det det evige liv.”

Amen.